Fællesskabet og det fleksible selv

På en nær venindes køkkenskab har jeg fundet følgende citat i et lille avisudklip:

”Salman Rushdie definerer frihed som: »Det rum, hvor modsigelserne kan herske, som er en debat uden ende«.Frihed er ikke i sig selv svaret på spørgsmålene, men derimod samtalen om disse spørgsmål.”

I det selvsamme køkken bruger jeg mange timer. Det er et af rummene i mit vigtigste fællesskab, med mine børn og deres mor. Mit familiefællesskab.

Andre timer bruger jeg i min egen lejlighed. Med mine børn, med venner og bekendte, med slægtninge, og i enerum, sovende, foran computeren, bag pladespiller eller guitar, eller hængende i den franske altan, med en smøg og en kop kaffe på bordet bag mig.

Jeg er amatør-billedkunstner, i ordets egentlige forstand, en der elsker, hvad han gør. Jeg udstiller af og til enkelte billeder hist og her og deltager i frivillige sammenhænge med at løse forskellige opgaver på ugentlig basis.

Hver uge deltager jeg ligeledes aktivt i fællesskabet i Fountain House.

Der er mange bolde luften. Det er jeg klar over. Det har ofte været angstprovokerende og udfordrende for mig at manøvrere i. Ikke mindst de klassiske forestillinger om, hvad der gør et sundt og fyldestgørende liv, kernefamilie, fast job, godt netværk, sunde fritidsinteresser o.s.v. Mange af de ting kan jeg spejle mig i, andre kan jeg ikke. De ting, jeg ikke kan, er ofte dem, der har givet mig en følelse af forkerthed, som kan være svær at tackle.

Efterhånden som årene går, føler jeg egentlig, at jeg bliver mere smidig, er pinefuld bevidst om, at nedturen og angsten springer af en dominerende forestilling om noget andet, om at tilværelsen skal ligge i skabeloner, i faste mønstre. De gange og de er en del, hvor jeg har følt, at jeg havde de skabeloner klar, er de gange, jeg har slået mig mest.

Derfor, for mig så interessant og væsentligt et synspunkt på frihed Salman Rushdie nærmer sig.

De rum, hvor forskellene kan trives samtidig, er pr. definition i bevægelse. Er i udvikling. Det fasttømrede synspunkt er tryghedsgivende et øjeblik og herefter frygteligt bedragerisk. Balancerne der hvor vi reelt færdes, og hvor vi har mulighed for at finde friheden, efterhånden som vi lærer at være der og måske med øvelsen kan etablere en form for base i den tilstand. ”Det fleksible selv” kunne man fristes til at kalde det. Mødt med forventningen om omstillingsparathed, kunne det være en måde at tage sit eget ejerskab for de forandringer, vi hele tiden møder.

Og hvor er så et moderne dynamisk arbejdsfællesskab, et rehabiliteringstilbud for mennesker med psykisk sårbarhed, en arbejdsplads for mennesker med den rette uddannelse, erfaring og gåpåmod, et fællesskab baseret på at drive et mangfoldigt hus på Østerbro, i det billede? Hvor placerer vi Fountain House i en samfundsfortælling, der om vi vil det eller ej, ikke mindst som konsekvens af internettets øgede tilgængelighed og ikke mindst specialisering og nichedyrkning, består af en højere grad af fragmentering, interesseforskelle og risiko for isolation og dermed også for at falde igennem, end vi kender det fra tidligere tiders langsommere, mere rigide og homogene samfundsfortællinger?

Jeg tror, Fountain House på mange niveauer og i sin nuværende form præsenterer og i hvert fald søger en moderne mulighed, løsning og et bidrag til, hvor vi som deltagere i samfundet og som individer kan lære, opøve og praktisere den frihed i mangfoldigheden. Praktisere fleksible selv i fællesskaber.

Det er individer, ofte følsomme sårbare mennesker der søger til Fountain House for at opøve en praksis i at færdes i forskellige sammenhænge, i forskellige fællesskaber, i nærvær med mennesker med af og til væsensforskellig baggrund. Det er mennesker, der på godt og ondt har en tendens til at tage tilværelsen alvorligt. Heldigvis kan vi lære uendelig meget af de mennesker der gør det. Mennesker der ikke kan stille sig til tåls med halve løsninger og derfor kan rammes ekstra hårdt, når drømmene må justeres, eller forventning og realitet kommer i misforhold og krisen opstår. For os, der kommer her, er et sted som FH et øvelses og praksis-fællesskab, og til forskel fra alverdens virtual reality og andre digitale tiltag og ideer med eksempelvis at lære os kunstig empati, så er det i det reelle samvær, at vi er. Her vi lærer konsekvenserne af valg, her vi lærer at balancere, at manøvrere i vores verdener, i enrum og de alsidige fællesskaber alle mennesker har brug for at være en del af.

Jeg er egentlig ret overbevist om, at det er temmelig vitalt bidrag til vores samfund. For de mennesker der vælger at være med deres fleksible selv også i fountain house, men også for et samfund, der endnu af og til umodent holder fast i skabelonerne, de hurtige populære fortællinger, når vi mødes på tværs af vores alsidige baggrund rundt omkring, på arbejdspladsen, på fodboldbanen, til forældremødet, studiegruppen, kommunalvalget eller folkekøkkenet. Populære fortællinger der lader for meget og for mange uhørt og unævnt. De kvaliteter der opøves i et hus som Fountain House er der i den grad brug for, for de fleste mennesker i deres hverdag også i lille Danmark.

Frihed under ansvar. Frihed forudsætter forpligtelsen lyder den klassiske fortælling i Grundtvigs socialdemokratiets og såmænd også Jantelovens Danmark. Måske netop Jantelovens snærende bånd, af og til gør os så nådesløst selvrådende i vores søgen efter selvaktualisering? Selvaktualiseringen er negativt ladet, og det er der grund til, for den tipper nemt og fristelserne er mange, ikke mindst i en tid hvor vi nemt stirrer os blinde på frihed gennem teknologiens forestillede løfter.

Men at være sig selv sammen med andre er ethvert menneskes dybe behov, og de værdier magter vi  at værne om, forskellighederne indregnet i Fountain House. Det skal vi fortsat værne om i vores daglige snakke, i vores løbende dialog med hinanden, med nye medlemmer og medarbejdere, med gæster i huset og videre til og fra de forskellige andre fælleskaber vi som moderne mennesker tillige manøvrerer i.

Ikke mindst evnen til at inddrage og vælge hinanden på tværs af kasketter og funktioner er vitalt for vores hus, og det vi i særlig grad kan bidrage med til hinanden og i en bredere sammenhæng. At finde friheden i hinandens nærvær, i dialogen, samtalen og arbejdet, på tværs af holdninger, livshistorier og alt for rigide forordninger og skabeloner. Det har vi i huset en rig tradition for og kultur med, den skal vi bevare og udvikle i hverdagen og i de vilde projekter, knopskydninger og to-do’s. Det, vores fleksible fællesskab, skal vi tage eget ejerskab for, stå ved og advokere for, også når vi mødes af kravene om omstillingsparathed og målelige resultater.

Af Nikolaj

 

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s