Medindflydelse på tapetet!

I morgen afvikles årets Psykiatritopmøde med valgfrihed og medindflydelse som tema. Og dét er stadig højaktuelt. Det er måske en gammel traver, men vi skal mindes det gamle slogan: Intet om os uden os. Det kunne lyde som ligegyldig lommefilosofi, men jeg er ganske overbevist om, at rigtig mange mennesker, der bruger psykiatrien ikke oplever, at de grundlæggende bliver taget med på råd om den hjælp, de skal bruge.

Psykisk sårbare mennesker er og skal være borgere på lige fod med alle andre borgere i vores samfund. Men ofte bliver psykisk sårbare og deres pårørende ikke spurgt eller taget med på råd, når den enkeltes behandling tilrettelægges. Behandlingssystemet herhjemme er præget af silo-tænkning og en manglende evne til at tænke ud af boksen. Det koster ikke bare indflydelse på eget liv for psykisk sårbare borgere, men også samfundet dyrt ikke at benytte den viden, som psykisk sårbare og deres pårørende selv besidder om, hvad der i de konkrete tilfælde skal til for at få det bedre.

Derfor er det vigtigt, når årets Psykiatritopmøde sætter fokus på, hvordan psykiatriens brugere og deres pårørende kan inddrages mere i den behandling, de modtager i behandlingssystemet til fælles bedste for både brugere, pårørende og det omgivende samfund.

Brug for et radikalt paradigmeskift
Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi sammen får talt os frem til og organiseret en helt anden sammenhængende hjælp, end det vi oplever i dag. Jeg tror på, at netop medindflydelse er en central brik, fordi det fører til, at brugere og pårørende i højere grad får mulighed for at tage ansvar, forpligte sig og dermed få det bedre.

Når jeg siger, at vi skal organisere og udvikle en helt anden hjælp, så er det fordi vi skal langt dybere ned i maskinrummet, når psykiatrien skal forandres. Det virker på mig som om, at vi mange steder siger: ”Nu arbejder vi recovery-orienteret ”, men sådan kan det ikke fungere. Recovery er ikke en metode, der kan implementeres – det er et stykke kulturudviklingsarbejde. Der er udviklet mange kvalificerede recovery- og psykosociale rehabiliteringsindsatser i USA, Australien, Norge og England, men disse indsatser kan ikke bare kopieres, da udviklingen skal ske i en lokal kontekst med de lokale deltagere og interessenter. Det kræver en ledelsesmæssig, organisatorisk og politisk implementering og et radikalt paradigmeskift i hele systemet. Der skal – som vi heldigvis nu ser flere steder – fælles uddannelse til for medarbejdere, brugere og ledelse. Samtidig skal politikkerne forstå, at det kræver, at man tør tage en risiko, og at tingene formentlig forandres i en anden retning, end vi har prøvet tidligere.

Medarbejdere skal turde slippe tøjlerne
Fountain House står bag en af dialoggrupperne til Psykiatritopmødet for at fortælle om vores erfaringer med medindflydelse. Vi møder frem med to medlemmer og to medarbejdere, som vil give nogle konkrete eksempler på, hvordan brugere tager ansvar og gennemfører aktiviteter, når medarbejdere tør slippe tøjlerne.

Jeg synes, at vi kan noget særligt i forhold til medindflydelse i Fountain House. Vi har en vigtig fortælling om, at oplevelse af medejerskab og følelsen af fælleskab er afgørende i forhold til at tage ansvar. Når vi som mennesker tager ansvar for noget – fx at lave kaffen i vores café eller sørge for rene toiletter i huset – så oplever vi, at vi kan noget,  og andre ser det også. Der er mulighed for anerkendelse fra andre, og det bliver et fysisk bevis på, at man som mennesker har noget, man kan bestride.

En speciel dag på en helt almindelig lørdag
Det er mit 9. topmøde, og dagen er noget helt specielt for mig og mange andre. Der er fra morgenstunden en helt speciel stemning, hvor der hilses på mange gamle venner, kollegaer og velkendte ansigter. Indenfor på Sankt Annæ Gymnasium er der fyldt med energi og informationsboder, hvor aktive mennesker kommunikerer om deres hjertesag. Så kommer man ind i salen og pludselig er vi 8 – 900 mennesker samlet en lørdag i oktober, fordi vi vil gøre en forskel og forandre hjælpen til psykisk sårbare i Danmark sammen. Det glæder jeg mig til – endnu engang. Og jeg håber, at vi ses!

IMG_8440-iloveimg-converted

Af Mogens Seider

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s