Husk: Der er også regionsrådsvalg!

På tirsdag d. 21/11 skal vi alle til stemmeurnerne, men mange overser, at det ikke blot handler om kommunalvalg, men også valg til regionsrådet. Regionerne har bl.a. ansvar for sygehusvæsenet og behandlingspsykiatrien. Men hvem pokker skal man stemme på? En pårørende til et medlem i huset har været aktiv og på forkant og har spurgt seks af de nuværende medlemmer af Region Hovedstadens Psykiatriudvalg, hvilke visioner de har for psykiatrien, og hvad de konkret vil gøre i næste periode, hvis de bliver genvalgt. Læs med her – måske bliver du klogere på, hvor din stemme skal falde?

Udover at læse med her, kan du se, hvem du kan stemme på til regionsrådsvalget 2017: https://www.altinget.dk/kandidater/rv17/stemmeseddel.aspx#.WgsjaEriZPZ.

God valglyst!

Erik Rostell Gregersen (A)

“Jeg vil udbygge Recovery til flere af de Psykiatriske centre. Som vi lige har haft, vil vi oftere mødes med personalerepræsentanter, herunder også “ dem på gulvet”.

Lære af de afdelinger, der har de færreste tvang/fastspændinger.

Flere midler til Gadeplansteam, især på Vestegnen er behovet stort. Her er en stor stigning i hjemløse. Dog ikke psykiatriske patienter allesammen, men flere i fare for at blive det. Derfor tidlig indsats.”

Karsten Skawbo-Jensen (C) 

“Jeg ønsker at fortsætte udviklingen hen imod en moderne, helhedsorienteret og recovery-orienteret psykiatri. Det vil sige en psykiatri, der ikke kun har fokus på psykiatere og medicin, men også på mange andre fagligheder: psykologer (terapi), psykiatrisygeplejersker, fysioterapeuter, aktivitetsmedarbejdere, recovery-mentorer, socialrådgivere. Recovery står for ligeværd, samarbejde, muligheder, håb. Og hvis patienten ønsker det, skal der være bedre netværksinddragelse.

Der skal være gode rammer – eneværelser, lys, haver, sanserum, aktiviteter. Tvangen skal ned. Mens jeg har været formand for Psykiatriudvalget er brugen af bæltefikseringer i Region Hovedstaden faldet med 53 pct. (vel at mærke uden at medicinforbruget er steget) Og det er jeg meget glad for, for tvang hører ikke hjemme i vores psykiatri.

Den ambulante psykiatri skal udvikles, for der er et stort pres fra nye patienter. Og praktiserende læger skal uddannes i bedre tidlig opsporing, så behandling kan sættes hurtigt i gang. Vi skal fortsætte udviklingen med flere “udgående” tilbud/”udgående” teams, altså hvor behandlerne kommer til patienten/borgeren, og hvor patienten/borgeren ikke skal komme til “systemet”.

Og jeg så også gerne, at der kom lidt flere senge i psykiatrien, men det synspunkt står jeg desværre ret alene med. Jeg mener, at der er brug for et økonomisk løft til psykiatrien, men lige meget hvilken regering vi har, så kniber det desværre. Jeg mener også, at vi fortsat skal støtte de kampagner, der afstigmatiserer psykisk lidelse, f.eks. “En af os”.

Og så skal vi bruge de 47 nye “særlige pladser i psykiatrien”, som er ved at blive oprettet i Region Hovedstaden. Det er steder, hvor mennesker, som er for raske til decideret indlæggelse, men ikke raske nok til at kunne rummes i/trives i kommunernes bosteder, kan være i en periode i minimum 3 måneder.

Vi skal fortsat have de såkaldte “bruger-styrede senge”, altså (14) senge, hvortil borgere kan indskrive sig selv, hvis de trænger til ro og tryghed, så en begyndende forværret tilstand forhåbentlig kan standses i opløbet.”

Erik Sejersten (V)

“Jeg vil arbejde for at vi på børne unge området får en udvidelse således at vi ikke skiller skarp mellem før 18 år og efter 18 år og (op til 28-30 år), men at vi tager hånd om hele familien, og at når familien evt. overgives til kommunen, skal en sådan overgang opleves som en helhed der ikke bliver afbrudt fordi kommunen kommer ind over, men bliver gjort færdig i et samarbejde mellem de forskellige sektorer, og ser gerne Regionen er tovholder for  de borgere og deres familie.

Mener at det ikke er nok ensidigt at behandle unge som individuel, men at hele familien bliver inddraget i en behandling.

På både unge og voksen området skal vi have mere recovering hvor det giver mening, således at man måske slet ikke behøver at behandle med medicin, og skal der endelig behandles med medicin, så skal der ligge en færdig plan for også udtrapning, således at ingen holdes i en medicinsk behandling mere en højst nødvendig. Dette gælder i høj grad også for børn og unge.

Jeg vil ligeledes arbejde for at vi får medicin beregnet for børn så de ikke skal have voksen medicin i en mindre dosis, det er og bliver voksen medicin, vi må have medicin fremstillet så de er tilpassede børn/unge.

Jeg/vi skal fortsætte det gode arbejde med mindre fiksering, også mindre medicinsk fiksering. Jeg/vi skal fortsætte med vores 3 årsplan og hele tiden følge op så vi får den mest og bedt mulige behandling, af vores borgere.”

Susanne Langer (Ø)

“Her er stikord til nogle af de ting, jeg vil arbejde for når det gælder psykiatrien.

Nøgleord: forebyggelse, tættere forbindelse mellem socialpsykiatrien, den forebyggende indsats, behandlingspsykiatrien og efterværn.

Færre barrierer for at få hjælp.

Nedbringelse og på sigt eliminering af både fysisk og medicinsk tvang. Undersøgelser af hvad der forebygger udadagerende adfærd, der kan nødvendiggøre tvang.

Forebyggelse (børn og unge, sårbare mennesker i alle aldre)

Fortsat udbygning af recovery-skolen og af recovery

Fortsat udbygning af brugerstyring og brugerinddragelse, bl.a. som mentorer

Forsøg med åben dialog som metode på et af vore psykiatriske centre (har været, er opgivet, men fungerer succesfyldt f.eks. på Slotsvænget i Lyngby og Orion i Hillerød)

Uddannelse af socialsygeplejersker og misbrugspsykologer

Oprettelse af flere udgående, tværfaglige gadeplansteams uden restriktioner på, hvem man må hjælpe og hvilken kommune de tilhører.

Styrkelse af Psykiatriens hus, så det kommer til at fungere efter hensigten med tæt samarbejde kommune-region

Med afsæt i de gode erfaringer fra Orion (Bo- og rehabiliteringstilbud kommunalt visiteret til voksne med særligt komplekse psykosociale vanskeligheder, efter servicelovens paragraf 107, 108, 104) nedbringelse/eliminering af tvang og recovery i praksis.

Forsøg med medicinfri behandling (det nuværende forsøg tilstræber reduktion af psykofarmaka, har ikke nødvendigvis 100%nedtrapning som målsætning)

Forsøg med mere opsøgende psykiatri som led i tidlig opsporing, hvor en psykiater og en sygeplejerske med ekspertise inden for det socialpsykiatriske område tilbyder konsultationer til brugerne på værestederne, herbergerne og bostederne

Ingen må udskrives fra en sengeplads uden at der er tilbud om nogen til at støtte efter udskrivning (i praksis som vi gør med ældre, hvor det skal sikres at der er hjemmehjælp mv. når den ældre er udskrevet).

Grundantagelse: Jo tidligere vi sætter ind, jo flere penge kan vi senere spare på behandling og indlæggelser.”

Hanne Andersen (A)

“Mine visioner for Psykiatriområdet kan udtrykkes med mange ønsker for mennesker med psykisk sygdom!

Men denne gang har jeg valgt tre områder, som i de sidste år har trængt sig rigtig meget på:

1 Samarbejdet mellem Kommune- og Region Styrkes

2 Medicinsk Cannabis

3 Patienter og Pårørende skal inddrages

To af disse emner, har jeg erfaret på meget tæt hold.

Ad. 1  og Ad. 3 Idet Psykisk sygdom / psykisk sårbarhed / psykiske ubalancer har fulgt min familie, så langt jeg husker tilbage. Et familiemedlem ønskede på et tidspunkt ikke at få den hjælp han og hans hustru havde/har så stort behov for, fra kommunen. Uden at gå i detaljer, gav dette nogle meget triste resultater. Et andet familiemedlem, her gik jeg ind og sagde: Nu er det ikke dig der bestemmer, nu er det mig! Hvilket gjorde at vedkommende ikke ”gik i hundene”!

Vi skal, som jeg skriver, huske at ikke alle pårørende magter at blive inddraget. Jeg lægger ikke skjul på at jeg er en af de pårørende, der ikke magter at blive inddraget, dette var en af årsagerne til at jeg blev politisk aktiv og stadig er det og igen stiller op, til en periode mere.

Derudover har jeg oplevet ægtefæller/pårørende til mennesker med demens og eller andre sygdomme som parkinson, hvor den pårørende kæmper med at bevare sig selv, men som ikke har magtet dette.

Ad. 2 Medicinsk Cannabis

1.januar 2018 og 4 år frem har politikerne på Christiansborg besluttet at det skal være muligt at kunne købe Medicinsk Cannabis.

Mange praktiserende læger ønsker ikke at udskrive den medicinske Cannabis, nogen læger siger: det ikke virker, andre læger siger: vi ved ikke nok! De praktiserende læger må gerne udskrive medicinsk Cannabis, men de skal selv tage ansvaret. Det vil sige, er det lægerne der skal have det ansvar? Altså skal vi have nogen til at tage ansvaret, min mening: det må være Folketinget, dermed Sundhedsstyrelsen. Det vil også sige, lægerne mener de ved for lidt? Altså skal vi have gang i forskningen.

En anden meget vigtig detalje, hvis der kunne komme den viden at, det er de mennesker der har gavn af Medicinsk Cannabis, der fik den, så andre ikke skal kriminalisere sig, for at kunne prøve om det gavnede dem, på lige netop deres sundhedsmæssige problem, så ville meget være nået. ”

Anne Ehrenreich (V)

“Jeg og Venstre støtter op om de politiske prioriteter i tre-årsplanen. Jeg vil særligt fremhæve følgende fokusområder:

  1. Fortsat fokus på at overholde udrednings- og behandlingsrettighederne
  2. Sikre tilstrækkelige sengepladser selv m RegionHs psykiatri – siger vi har nok pladser
  3. Arbejder for at fremme recovery tilgangen
  4. Mindre brug af tvang
  5. Fokus på at sikre en sammenhængende indsats bl.a. over for patienter med flere diagnoser
  6. Sundhedsaftalerne skal revideres, så der bliver et forpligtende samarbejde. For børne- og ungdomspsykiatrien er det særligt vigtigt at man ikke afslutter patienterne før familierne er i trivsel. Det er hospitalets pligt at følge de børn og unge der har diagnoser, i det mindste indtil diagnosen fjernes igen.
  7. Børne- og ungdomspsykiatrien skal tilbyde behandling, hvis der gives en diagnose. Som minimum skal familien have et tilbud, der hjælper dem med at forstå og håndtere diagnosen, familieterapi eller psykoedukation.
  8. Kommunerne skal følge psykiatriens anbefalinger.
  9. Kommunerne må ikke bruge mindste middels princip, det hører kun til ift. tvang.
  10. Kommunerne og hospitalsvæsenet skal lave behandling og indsatser efter relevant vurdering af behov, og skal løbende evaluere effekt.
  11. Vi lægger vægt på dialogen med patienter, medarbejdere m.fl. som kan gøre os klogere på om indsatsen er rigtig eller kan forbedres.”

 

Stemblyant_880x440

 

 

 

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s