Godt nytår!

2018 er i gang, og vi har spurgt leder af Fountain House, Mogens Seider, hvordan han har oplevet 2017 – og hvad 2018 mon bringer.

Når du ser tilbage på året i Fountain House, hvad hæfter du dig så ved?

“Jeg siger farvel til 2017 med mange gode glimt på nethinden. Ikke bare fordi jeg er blevet ældre, og det stadig står frisk i min erindring, så var fødselsdagsfesten i december en meget dejlig oplevelse for mig. Der var samvær og plads til nye og gamle medlemmer, som læste digte, spillede musik, lavede mad, var DJ, stod i baren, vaskede op, gjorde rent, ryddede op og midt i dette meningsfyldte fællesskab også morede sig og gav hinanden plads til at være sig selv. 

Vi har haft gode oplevelser med vores folkekøkkener med mulighed for nye venskaber, utrolig mange deltagere på aftenskolekurserne, og mange medlemmer er kommet videre i uddannelse og i livet. 2017 bød også på første omgang af vores sommerdaghøjskole, og det gav liv og oplevelser i sommeren. Der er kommet rigtig mange mennesker i huset, og langt de fleste dage er vi alle rigtig gode til at tage godt imod og få sagt nærværende velkommen, så nye mennesker kan føle sig trygge.Når jeg skriver ’langt de fleste dage’, så er det, fordi vi kan blive endnu bedre til det. Det blev bl.a. tydeligt, da et medlem i et indlæg på Betalokken stillede skarpt på vores nærvær og trivsel – og til tider mangle på samme. Det er en vigtig snak, som vi langt fra er færdige med.

 I året, der gik, har medarbejderne gennemført et modul i et kompetenceudviklingsforløb i tæt samarbejde med medlemmer i huset. Ungehuset Fontana har brugt mange kræfter på at blive et nyt tilbud, der sammen med jobcentret i Københavns Kommune skal tage imod unge, der rækker langt ud efter uddannelse og arbejde, og som kæmper med andre personlige udfordringer.”

Hvis du ser tilbage på året mere overordnet i forhold til psykiatriområdet, hvad hæfter du dig så ved?

“Jeg kan komme i tanke om rigtig mange personlige historier om mennesker, der ikke får den hjælp, de skal have. Jeg kan hurtigt finde historier om alt for tidlige udskrivninger og manglende sammenhæng mellem kommune og region.

Mennesker med psykisk sygdom har vanskelige vilkår i forhold til jobcentre og arbejdsmarkedet. Jeg ser botilbud, som jeg ikke mener egner sig til menneskelig omsorg og udvikling, så på en regnvejrsdag ser det ikke godt ud.

Jeg synes dog, at Københavns Kommunes nye strategioplæg “Grundfortællingen om en ny socialpsykiatri” var et lyspunkt i 2017. Det betød også, at økonomien på vores område blev fastholdt, hvilket var rigtig dejligt. Der er taget politiske beslutninger om nye boliger til psykisk sårbare borgere, og jeg oplever, at der er mere fokus på udfordringerne i psykiatrien, men dialogen og opmærksomheden skal holdes i live. Det vil vi i Fountain House være med til at sikre.”

Hvis nu Fountain House skulle have et nytårsforsæt, hvad skulle det så være?

“Der kommer rigtig mange mennesker i huset, og der sker utroligt mange store og små aktiviteter. Det kræver meget dialog og planlægning, men også beskrivelse af vores hverdag. Så der er bud efter alle ressourcer.

Hvis FH skal have et nytårsfortsæt må det være: Husk, at vi kan kun være ét sted af gangen, men så vær der!

Det vil betyde, at der skal prioriteres, og at vi må respektere, at vi har de ressourcer, vi har, men opgaverne vokser.”

Hvad ser du mest frem til i det kommende år?

“Jeg tror, at vi vil se husets medlemmer komme til at tage mere ansvar og flere opgaver på sig. Jeg vil gerne være med til, at medlemmerne i højere grad får ansvaret for aktiviteter i huset. Nogen vil sikkert sige, at det er fordi vi nu som medarbejdere ikke formår det samme, men jeg synes, at det vil være helt i tråd med international og national udvikling, at vi sammen giver medlemmerne mulighed og tryghed til at få huset til at fungere, selvom der ikke er medarbejdere til stede. Der er så mange kompetencer hos medlemmerne, og det er i min optik kun forældede forestillinger og vaner, der gør, at vi ikke slipper de kræfter langt mere fri. Så lad os komme i gang – nøglerne kan hentes på mit kontor.”

Godt nytår til alle!

Af redaktionen

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s