Boganmeldelse: “Tænk mindre lev mere”

Metakognitiv terapi er det sidste nye skud på stammen indenfor behandling af psykiske lidelser. Det har vist sig at være yderst effektivt, i hvert fald for depressioner. Her skulle langt de fleste blive raske, og det på ultrakort tid.

Pia Callesen, som har forfattet ovenstående bog, arbejder til daglig med denne terapi. Hun er  psykolog og indehaver af CEKTOS  (Center for Kognitiv og Metakognitiv Terapi). I 2016, fik hun en Ph.d. i effekten af metakognitiv terapi fra University of Manchester.

I bogen forklarer hun, hvad metakognitiv terapi er, og hvordan hun anvender den i sin praksis, og der er beretninger fra personer, der har gennemgået et behandlingsforløb hos hende.

Metakognition betyder egentlig erkendelsen om erkendelsen, den bevidste viden vi har om, hvordan vi håndterer vores tanker. Tanker får vi hele tiden, det kan vi ikke stille noget op over for, hverken de negative eller de positive, men vi kan bestemme hvor meget de skal fylde i vores liv, det ligger indenfor vores kontrolområde, hævder Pia Callesen. Og hvis negative tanker kommer til at fylde for meget, så kan vi blive syge, fx deprimerede.

Det er ikke negative tanker eller følelser i sig selv, der er skadelige, men måden vi forholder os til dem på. Hvis vi starter på at tænke for meget over dem, dvs. gruble, så kommer vi ud på et sidespor, der kan være farligt. Ja, den slags grublerier er faktisk årsagen til depressioner, altså hverken en slags medfødt sårbarhed eller traumer. For ligesom kroppen som udgangspunkt er skabt med evnen til at regulere sig selv, så er sindet det også, hævder Pia Callesen, idet hun refererer til mange års forskning.

Hun beskriver, hvordan hun i terapisessionerne først lærer sine klienter at identificere de tanker, der får dem til at gruble – triggertankerne – og hvordan hun derpå lærer dem at begrænse den tid, de bruger på dem.

Helt konkret beder hun sine klienter om at indføre et bestemt tidsrum på dagen, hvor det er tilladt at gruble, herunder evt. arbejde seriøst med påtrængende problemer og forsøge at finde løsninger. Det skal helst kun ske indenfor en time til halvvanden, og på samme tidspunkt hver dag. Derpå går hun i gang med noget bevidsthedstræning. De skal lære, hvordan de kan flytte fokus fra de ubehagelige tanker og over på noget andet, det være sig noget udenfor dem selv eller inde i dem selv.

De skal også lære helt at afkoble opmærksomheden fra tankestrømmen og blot passivt observere den. At udskyde/begrænse grubletiden samt at blive bevidst om, at man faktisk selv kan bestemme, hvad man vil rette sin opmærksomhed på, og om man overhovedet skal være opmærksom, bevirker at de op/genopdager, at de selv har kontrollen over deres liv, er herre i eget hus, og de vil dermed få lysten og modet tilbage til livet. De vil også opdage, at livet er dynamisk, herunder at dårligt humør sjældent varer ved.

Bogens budskab vil helt sikkert virke provokerende på mange, da vi jo har en lang tradition for, at problemer eller negative tanker skal bearbejdes og/eller medicineres, men den har jo videnskaben med sig. Og alle der er nysgerrige på denne nye terapiform, burde læse den. Det let forståelige sprog og den logiske opbygning gør den også nem at gå til. Hvis man endelig skal komme med en kritik, så kunne det være de mange gentagelser, og så det at forfatteren kan virke lidt for selvprofilerende.

Pia Callesen: Tænk mindre lev mere

166 sider, 114,95 kr.

Udgivet: 2017

POLITIKENS FORLAG

callesen

Af Robin Alving

 

 

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s