En samtale med Mogens

Mogens spurgte mig en dag i en anden sammenhæng hvad jeg vil bruge huset til. Det ramte hovedet på sømmet for mig personligt for min egen gang i Fountain House og blev anledning til en god samtale over to formiddage i juni måde. Om tydelighed, om forventningsafstemninger, om at bruge Fountain House som et ”stabilitetsrum” i sit øvrige liv. Om det at være indstillet på at bidrage, om at være på vej og om at vide hvorfor man kommer i Fountain House.

De samtaler har jeg gengivet her i første del af denne artikel. I min gengivelse af vores samtale, har jeg anført Mogens’ udtalelser med kursiv og mine egne løbende overvejelser og spørgsmål er understreget.

I anden del, har jeg tilladt mig at lave mit eget lille refleksionsrum, som står helt og aldeles for min egen regning.

 

 

Del 1 – samtale med Mogens om forandringer, tydelighed, og det særlige ved Fountain House.

Vi skal være tydeligere på hvad man kan i hver enhed i huset. Vi skal kunne give en forklaring på hvad tilbuddet er til de mennesker der kommer her

Forklarer Mogens en onsdag formiddag fra den røde lænestol på hans farverige kontor på anden sal i hovedhuset i Fountain House.

Anledningen er, at vi har sat hinanden stævne for at tale om klassiske centrale Fountain House emner som medlemsrettigheder, medindflydelse, ligeværd og mere generelt den udvikling og forandring som er i gang i huset i disse år.

Jeg har spurgt Mogens til min oplevelse af at der stilles højere og anderledes krav i huset end tidligere.

Det kan være kaotisk. De medlemmer der kommer her, skal have muligheden for, at komme eller være på vej. Der skal være et trygt miljø, fællesskab og rettigheder, men også forpligtelser, – for at kunne være med i et fællesskab må man bidrage. Fountain House rummer en række muligheder, men også forpligtelser. Hvis for mange ikke hjælper, skaber det en dårlig stemning. Jeg synes ikke det er at give et psykisk sårbart menneske en hjælp, ikke at stille krav. Men det skal selvfølgelig gøres på det niveau hvor vedkommende føler det er ok. Nogle gange er det et lille puf i ryggen, der gør at mennesker flytter sig.

 

Jeg forklarer ud fra mit synspunkt at medlemmerne arbejder frivilligt og gratis i huset, og spørger til hvorledes huset kan sikre medlemmernes rettigheder i den sammenhæng.

Rettighederne ligger i at komme med i fællesskabet, at blive hørt og anerkendt. Men forhåbentlig er man her fordi man gerne vil bidrage og være en del af noget, og fordi man oplever anerkendelse. Hvis man synes det er irriterende eller træls at man skal hjælpe til for at få lov til at være her, er det måske fordi man er på vej et andet sted hen. Hvis man ikke vil bidrage, er man ikke det rigtige sted. Huset er afhængigt af, at alle bidrager med det de kan – Det er vores styrke.

Jeg uddyber at min pointe er, at en del af den anerkendelse og værdighed der opstår ved at bidrage ind i et fællesskab, også kommer af at man oplever at ens bidrag har værdi for andre end en selv, og at det anerkendes som mere end et led i et personligt (recovery) arbejde for at komme videre med sit liv. Så vil nogen, (huset), efter min egen overbevisning for meget på mine vegne. Det jeg hentyder til er den fine balance imellem naturlig lyst og motivation til at være med i et fællesskab og samtidig føle man er værdifuld i det, og så at skulle passe ind eller lave sig om, eller det at skulle ”videre” for samtidig rigtig at være en succes i Fountain House forståelse. Det kan jeg opleve som et hverdags dilemma i huset.

Mogens tager tråden op:

Hvis man opnår nogle færdigheder her i huset, synes jeg det er fantastisk hvis man kan komme ud og bruge dem nogle andre steder! Det er umoderne, at man skal have et livslangt forhold til det her hus. Man skal videre. Livet skal ikke leves i Fountain House. Det skal også leves sammen med alle de andre Københavnere.

Men gerne med og imens man er her ( i Fountain House, red) indvender jeg.

 

Mening, anerkendelse og motivation

Vi kommer videre ind på snakken om anerkendelse og motivation.

Det skal være meningsfyldt, det har en retning, at man gør noget der også har en betydning for andre.

Der er medlemmer der arbejder i køkkenet, det er meget konkret. Der foregår mange mikroting rundt omkring som bidrager ind i fællesskabet. Det er vigtigt af at være i noget der er meningsfyldt, og oplever anerkendelse, der skal være respekt for den indsats der ydes. Jeg tror rent eksistentielt på, at man får det selv godt af, at andre får det godt.

Jeg påpeger at jeg i hverdagen oplever at der kan være et ”missing link” i vores kultur netop omkring anerkendelse, og den motivation der hænger uløseligt sammen hermed. Jeg forklarer at jeg af og til oplever at der er en dagsorden på mine vegne når jeg er i huset, som jeg intet som helst aner om.

Det får os til at snakke om tydelighed og forventningsafstemning, når man kommer som nyt medlem i huset.

Mogens byder ind:

Her skal vi forandre os, vi skal tage imod ny medlemmer på en anden måde fremover. Alle der kommer i vores hus, skal mødes med en snak om, hvad de vil bruge vores hus til. Hvad vil de have ud af at være her hos os? Der skal skabes en hjælp til at få fokus på det, man gerne vil have hjælp til. Det er for kaotisk og uafstemt som det er nu. Og jeg tror ikke vi bliver ved med at kunne få penge for det.

Jeg ved ikke hvordan formen bliver, det må vi udvikle sammen, men man får f.eks. en hjemmeopgave når man starter eller er i gang i huset, vi laver så en aftale og et vejledningsforløb. Grunden til vi bliver nødt til at blive bedre på det her område er at, hvorfor skal kommunen bruge 10 millioner på vores hus? Det skal vi kunne svare på, sammen med medlemmerne. Vi er nødt til at vide om det gør noget godt at komme her.”

 

Kan førtidspensionister komme i huset?

Det bringer mig til mit næste spørgsmål, det spørgsmål der ligger mig måske aller mest på sinde. Har jeg lov og ret til at være i Fountain House, til at leve her, mens jeg er her, bruge det som det jeg kalder et ”stabiltetsrum” i forhold til mit øvrige liv udenfor huset. Og jeg spørger Mogens, kan førtidspensionister, blive? Kan de eksempelvis få en anden funktion i huset, f.eks. som frivillige?

Det mener jeg ligger lige i pipelinen. At vi finder en anden måde hvorpå medlemmer kan komme videre. Jeg har en ide om at man er her fordi man gerne vil arbejde også med sig selv. Det ligger mig og bestyrelsen meget på sinde, at der er plads, også til førtidspensionister. Men hvis du eksempelvis arbejder med, at få stabilitet i forhold til dit øvrige liv, så har du jo også et fokus på, hvad det er huset skal støtte dig i – det tror jeg på vil kvalificerer vores indsats overfor dig.

 

Vi skal blive bedre til at sige hvad er det for nogle udviklingszoner, eller arenaer man ikke føler er meningsfyldte nok i livet. Man skal have hjælp til at fokusere, det skal vi blive bedre til.

Man skal ikke bare blive god til at gå i Fountain House. Man skal udvikle en eller anden habitus til at kunne gå ud.

Så jeg synes faktisk, at på den vej er der alle mulige chancer for at medlemmerne kan få en anden position, om det er frivilligt eller via peers eller via praktikker, det tror jeg er noget vi i nær fremtid skal forholde os til.

Det bliver nødvendigt med tydelighed. Vi er nødt til at være tydelige på hvilken funktion, hvilken kasket man har på. Det skal være tydeligere for alle hvilke funktioner man har i huset.

Selvfølgelig skal man have medindflydelse og medbestemmelse. Men så snart vi begynder at bevæge os over ti , at alle mennesker har rettigheder.  Så oplever jeg også, at vi åbner for en helt anden diskussion.  Med rettighederne kommer også forpligtelserne. Det kan ret hurtigt stikke af fra værdien: Frivillighed. Men jeg tror vi vil se en udvikling i hvordan huset bruges på forskellige måder, af forskellige medlemmer.

Man kunne forestille sig at vi for nogle, laver en samarbejdskontrakt. Hvis folk skal arbejde i cafeen, så kan de ikke ”bare komme ” når de har lyst. Så er man gået fra én position til at man kommer når man har aftalt det. Og så kommer der videre spørgsmål om rettigheder, skal man så ikke have ret til supervision, kurser m.m.? Jo vi skal jo sikre at alle kan varetage de opgaver de løser og har det ordentligt med det.

Jeg tror ikke det går med, at der er for mange utydelige roller og  kasketter. Har man som medlem en nogle bestemte opgaver og ansvarsområder, så skal man skilte med det. Så der er gensidig forventningsafstemt.”

Jeg tager tråden op.

Vi er nogen, sådan nogen som mig, som ikke rigtig kan passe ind i et almindeligt job. Vi har fået pension.

Når du spørger mig, hvad vil jeg i Fountain House, så sætter det mange ting i gang, også tvivl og nogle dilemmaer.

Jeg har svært ved at passe mig for meget ind, og det er en hindring når man skal arbejde, hvor det er nødvendigt.

Jeg vil personligt have utrolig svært ved at passe ind i et fast ugeskema.

Den fleksibilitet jeg får i at komme når det passer mig, giver mig tryghed, jeg oplever at vi er flere der kan opleve det lignende, at vi kan og vil bidrage når kræfterne er til det. Det er ikke enkelt, men det er virkeligheden.

Hvordan rummer man os? Kan vi rummes, eller skal vi et andet sted hen?

Mogens tager ordet:

”Når man starter med at sige rettighed, så har du jo som borger i Københavns kommune, en ret til at bruge det her hus. Så skal vi som hus selvfølgelig prøve at bruge nogle af vores erfaringer. Man ved godt noget om at det er godt at stille nogle krav til folk. Det er også godt at anerkende. Man ved også godt at man skal give håbet den længste frist og du kan ikke finde ”one size fits em all”. Man kan ikke presse en model ned over mennesker. Man skal tage udgangspunkt i hver enkelt unikke person.”

Og alligevel kan man godt sige, vi har en tro på at vi kan blive lidt skarpere, hvis vi spørger medlemmerne om hvad de ønsker og forventer, hvad er det vi skal hjælpe dem med, hvis vi giver dem en større tydelighed, så tror jeg også vi kan blive skarpere på netop at få forventningsafstemt hvad kan man få i denne butik.

Samtidig med det, nytter det ikke noget vi skræmmer dig væk ved at blive for konforme. Vi kan ikke lave en model der er for firkantet, hvor vi skræmmer folk væk. Hvis folk bliver allergiske overfor modellen og kulturen, så forsvinder de jo.

 

Det unikke og enestående ved fællesskabet i Fountain House

Det er klart. Jeg syntes det var en fed oplevelse at holde en fest, også i dagene inden, hvor grupperne bare tager fat og alle hjælper hinanden. Folk møder ind og laver aftaler.

Det er der mange der godt kan lide. Det virker.

Alle gør hvad de kan, på mange forskellige niveauer, det er helt unikt.

Der hvor det begynder at bevæge sig, er hvis vi skulle holde en fest for andre, så kommer vi i bekneb, vores ”loosehed” kommer på en vanskelig prøve. Vi er ikke en højt effektiviseret Party – make , men det kunne vi måske godt blive. Og så tror jeg, at det er der vi skal vi have en gruppe i huset, som sikrer et ”bundlinje-drive”, så alle kan føle sig tryg ved at det skal nok gå alligevel.”

Jeg kommer igen ind på temaet om de højere krav i hverdagen.

Der er strammet op, vi arbejder med mere tydelighed, vi har strammet op i cafeen og erhvervsmæssigt. Der er allerede en del i praktik, vi har planer der er i fuld gang med socialøkonomiske virksomheder, trykkeri, produktionsværksted o.s.v. Kan man i den udvikling, bevare noget af den ånd der hedder rummelighed, loosehed, den ånd der hedder at man kan være i tvivl, at man kan være afsøgende, som det er naturligt i enhver sammenhæng, og måske især i en recovery proces?

Jeg fortsætter:

Så mange har i årenes løb sagt at her i Fountain House, kan man være sig selv. Det er virkelig en kvalitet, det er et enestående tilhørsforhold, efter min mening.

Mogens byder ind:

I går var der bogstøttefejring. 45 har taget 76 eksamener. 19 har gennemført deres uddannelser.

Det er meget resultatorienteret og konkret.

Tillykke! Men det der har været vigtigst i den proces, fortæller folk, har været fællesskabet. Lige meget hvordan jeg havde det, kunne jeg komme herind. Dét tror jeg virkelig er noget at holde fast i.

 

Man kan til hver en tid vende tilbage til Fountain House

Man kan altid vende tilbage til Fountain House, og i en moderne tid så synes jeg vi skal kæmpe for det, tilføjer jeg. Jeg kunne ofte ønske mig at vi kunne finde nogle formuleringer der beskrev de kerneværdier, at vi i Fountain Hous skaber noget værdi også i det omkringliggende samfund, som ikke så let lader sig se, måle eller veje i eksempelvis en arbejdsmarkedsstatistik, men som i den grad er værdi alligevel.

Jeg kunne ønske mig at vi kæmper for at sætte ord på dem også udadtil?

Mogens:

Jeg sidder i forhandlinger med kommunen, de vil have aktivitets beskrivelser. Maria (Souschef, red.) kæmper lige nu med at beskrive hvad der sker i huset, for der sker så meget. Det er så svært at beskrive og sætte ord på hvad vi kan og hvad vi gør.

Der er ikke nogen der kommer her hver dag i længden bare for at drikke kaffe.

Jeg har haft en samtale med en kvinde som godt kunne lide stemningen i huset, og som gerne ville komme bare og drikke kaffe. Og hende har jeg måttet snakke med om der var noget hun havde lyst til? Cafe, køkken, var der noget hun gerne ville? Nej hun vil bare gerne være her.

Og da må jeg sige; vores hus er funderet på at man giver det man kan!

Og derfor også vigtigt at vi har øje for, at vi har en kultur af at vi anerkender alle de mennesker der bidrager.

Det jeg holder mig for øje. Jeg prøver at passe på, at vi ikke får lavet en konformitet der skubber dem væk, der ikke konstant synes om det konforme. Og det synes jeg er en opgave for huset, at vi alle sammen italesætter at der skal være plads til alle de mennesker som huset er skabt for. Jeg syntes der skal være plads til kreativitet og udvikling – og gerne lidt vildskab.

Men vi bliver også nødt til at se på hvor kommer pengene fra?

Derfor oplever jeg også at det bliver mere og mere min opgave, nu hvor vi har fået Maria ind til at hjælpe mig, at gå ud og arbejde også med nogle socialpolitiske signaler, at det hele ikke kan være New Public Management. Der skal kæmpes for, at der er tilbud som Fountain House og der skal kæmpes for at mennesker med psykiske lidelser kan modtage helhedsorienterede tilbud, der giver dem mulighed for, at leve et liv med mening, indhold og fællesskab.

 

Del 2 – egne refleksioner over min gang i Fountain House.

Stor tak til Mogens for at tage sig tid til denne til denne samtale, ja faktisk ved fælles initiativ. Jeg har selv fået meget ud af den i mine egne refleksioner og overvejelser, og jeg synes det viser lidt af det særlige der er i vores hus. Har man et spørgsmål, så kan man gå til ledelsen og der bliver lyttet og man bliver mødt.

Tilbage sidder jeg stadig lidt med min tvivl.

Hvis jeg skal videre, som førtidspensionist, hvor skal jeg så hen for at finde mit stabilitetsrum, min sociale spejlings, sparrings- og virkerum? Det der giver mig noget ro og balance i forhold til de mange andre ting min tilværelse indeholder? Er det et decideret klassisk værested, hvis der er flere tilbage? Eller er det i et frivilligt arbejde et andet sted, hvor jeg af erfaring vil presse mig selv til i værste fald ærgerlige nederlag?

Udfordringen er måske at huset mangler tydelighed?

Der er som jeg oplever det for stort et skel imellem det der opleves som at nogen har en dagsorden, på mine vegne, og så bevidstheden om at selvfølgelig har jeg ret og lov til fortsat at komme i huset. Vi mangler måske en kultur modning?

Mit eget bud er at den modning ikke lader sig gøre på tomandshånd, men nødvendigvis sker i de fælles rum, som på ”stop op dage”, langt højere grad af dialog, og inddragelse af de mennesker, medlemmer, praktikanter, frivillige, ansatte som bruger deres tid her. Det er ikke kun tydelighed, og diktat, det er også dialog og udvikling, modning af kulturen i fællesskab.

Er der plads til at leve med og imens man er i Fountain House?

Er der plads til førtidspensionisterne, som ønsker et aktivt tilhørsforhold til et arbejdsfællesskab, men som har erkendt at de ikke kan arbejde, heller ikke på nedsat tid på almindelige vilkår, frivilligt eller lønnet. Vil huset noget helt bestemt på mine vegne, når jeg kommer ind ad døren, som at jeg kommer videre, resocialiseres, rehabiliteres og kommer videre efter en mere eller mindre bestemt skabelon, med lidt firkantede ord: Genopdrages? Eller kan huset rumme mig, møde mig som den jeg er, tage imod de bidrag jeg hellere end gerne byder ind med, når jeg føler de er værdsatte i sig selv, når jeg med den motivation og viden om at jeg reelt mødes i mine bidrag til husets drift, kan betragte det som min arbejdsplads, med de betingelser jeg som en sårbar person nu engang har for at kunne bidrage?

Mange spørgsmål. Så pinedød nødvendige for mig at stille, fordi det er hårdt arbejde at gisne. At få at vide at selvfølgelig er der plads til alle, men i af og til i praksis opleve at det er svært omsat i hverdagens hus 2019.

At være i tvivl om jeg må komme i Fountain House, dybest set. Om jeg som førtidspensionist, uden at være på vej videre, gerne vil leve med og imens jeg er i Fountain House, og bruge det som en arbejdsplads og stabilitetsrum i forhold til det der i øvrigt fylder mit liv andre steder end i Fountain House.

Det spørgsmål, fik jeg stillet Mogens.

Jeg føler vi har haft en rigtig vigtig snak, og nogle vigtige og gode svar for mig, men er stadig i tvivl, det hører med.

Mogens kan naturligvis ikke løse mig fra mine personlige dilemmaer og overvejelser om at komme i Fountain House.

Men han har bekræftet mig i at han kæmper for dette sted, at han kæmper for at vi alle må og kan være her, og ikke bare være her, men være her godt om man vil, det vil sige, være i bevægelse, ind og ud af huset, de andre steder man færdes i sit liv, ude og ind af Fountain House i kortere perioder, måske kun en enkelt periode.

Og Mogens har bekræftet mig i at vi alle bidrager til det der er Fountain House 2019, og at alle de bidrag store som små er med til for den enkelte, som for Fountain House at gøre det til et hus i stadig udvikling, en hus der hver dag skal kæmpes for, som vi hver i sær gør det med store eller små bidrag, i huset i hverdagen, eller videre ude i København.

Alt sammen fordi husets ånd handler om at vi tror på hinanden som mennesker.

I den forstand er Fountain House, grundlæggende humanistisk i sit udgangspunkt og det er også derfor jeg personligt vælger at komme her. Måske af nød til tider, men mere og mere fordi der her er nogle værdier i spil, som bare ikke hænger på træerne, som man skal lede længe efter at finde omsat så enestående som i Fountain House.

At vi vil se hinanden i øjnene, i øjenhøjde, støtte og ville hinanden som fællesskaber og som individer. Som tovholdere, som praktikanter, som frivillige, som medlemmer.

Men kulturen holdes som jeg ser det alligevel ikke ved lige af sig selv.

Det vi mangler lidt, er dialogen, vi skal arbejde med vores kultur, vores måder at tale med hinanden på, og måder at inddrage hinanden på.

Hvis kulturen opleves som at den bliver besluttet på anden sal, og ved lejlighedsvise bestyrelsesmøder, glider den, hvor velmenende den i sandhed end er, os alle af hænde. Den bliver umærkbar, konform og skematisk.

Det tror jeg vi kan og i den grad har kræfterne til at tage alvorligt, i min optik eksempelvis ved at lave flere ”stop op dage”, og arrangementer, der umiddelbart involverer hele huset. Vi har sagt at det er hverdagen det handler om, men jeg tror umiddelbart vi har brug for noget der inddrager os, nogle arrangementer vi har mulighed for at tage medejerskab for. Som måske kan sprede nogle ringe ud over den hverdag, som jo har brug for vores alle indsats.

 

Af Nikolaj

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s