Om værdien af frivilligt arbejde

Jeg modtager førtidspension, og har ofte følt min arbejdsindsats i frivillige sammenhænge har været lidt omvendt. Omvendt på den måde at jeg bruger det frivillige arbejde til at holde mig i gang, bevare en hverdag, indgå i fællesskaber, erfare indflydelse og dermed styrke mit selvværd. Omvendt på den måde forstået, at jeg ikke er tvunget til at arbejde, jeg kan ligge på min sofa, i min seng, trave rundt om den lokale sø dagen lang, for min primære indtægt er sikret uanset. Jeg er dermed ikke tvunget i et system, hvor jeg skal præstere for at overleve. Som det ligger i linjerne ovenfor er jeg jo netop det alligevel, for at ligge på min sofa eller trave rundt om søen, til jeg ikke er her længere, er ikke at leve, eller overleve for den sags skyld.

Når jeg alligevel ofte har følt at det var omvendt, at jeg har haft svært ved at finde, eller i hvert fald fastholde den reelle værdi ved at udføre et stykke frivilligt arbejde, at bidrage, hænger det måske netop sammen med et behov for anerkendelse. En løn for udført arbejde er en konkret anerkendelse. Men er det i virkeligheden en fattig anerkendelse?

I Fountain House som mange andre steder arbejder mange af os frivilligt.

Vi lever i et samfund, og jeg er selv skruet sådan sammen, at arbejde og indtægt spiller en rolle når vi skaber vores selvbillede. Det tror jeg for mit vedkommende har været en af mine store udfordringer at få hul på at bryde med mine forsøg på at bygge netop det selvbillede. Det har for mig ofte været en stor udfordring at bidrage uden at der dertil kunne bygges på et selvbillede der hedder karriere og arbejdsindtægt.

Tager man linierne ovenfor når det gælder hvad det reelt giver at bidrage i en større sammenhæng, nemlig selvværd på en fundamental måde forstået som følelsen af værdi ikke mindst i de sociale sammenhænge man indgår i, er det egentlig ikke så nødvendigt at opfatte frivilligt arbejde som omvendt, akavet eller i værste fald utaknemmeligt.

Som det opleves i Fountain House eksempelvis, giver arbejdsindsatsen adgang til et fællesskab, adgang til selvværd, en indholdsrig hverdag, netværk og andre essentielle ting ved tilværelsen.

Hvad mere er, er at det reelt utaknemmelige arbejde måske i nogle tilfælde kan opleves som det lønnede arbejde, man får sin løn og kan behandles måske til  tider endda temmelig utaknemmeligt i forhold til de essentielle værdier, der handler om gensidig respekt, og forståelse for det enkelte menneskes behov for at være mere end en løn, et tal.

Når løndiktaturet er ude af ligningen.

Omvendt og ikke akavet, kan det frivillige arbejde når løndiktaturet er ude af ligningen, føre til et øget fokus på netop den enkeltes behov for at udføre opgaver som er betydningsfulde. Jeg tror med andre ord der er et større frirum i nogle former for frivilligt arbejde, til at finde reel arbejdsglæde.

Det finder vi der kender det i Fountain House, her er det ofte sagen der er afgørende at løfte i flok, at udføre et stykke arbejde til gavn for flere. Det er ikke en løn man kan tage med hjem, og leve sit virkelige liv med, når man endelig får fri. Det er ikke sort hvidt, der er masser af mellemregninger både i lønnet arbejde og i frivilligt arbejde, men jeg vil fastholde at vi i Fountain House faktisk har en arbejdskultur som når den virker bedst, skaber reelle møder imellem mennesker med vidt forskellig baggrund, hvor sagen, hvor opgaven der skal løses er det centrale, fremfor positioner, roller, prestige og status.

Det har jeg ofte svært ved helt at få vendt om, at det forholder sig sådan, at det ikke er lønnen, men indholdet. Almindelig sund fornuft taler jo sit eget tydelige sprog i den sag, selvfølgelig er det indholdet for langt de fleste mennesker, det er indholdet der skaber følelsen af tilhørsforhold og selvværd.

At nyde sin løn.

At man så af og til bliver træt, og bare vil hjem og nyde sin løn for udført arbejde er også naturligt, i det her tilfælde er min løn altså givet, og det jeg tager med mig hjem, er når det lykkes et selvværd.

Det er stadig omvendt for der er ikke mange steder den form for selvværd giver point i en verden hvor det kan score nemme og hurtige point at køre frem med prestige. Men heldigvis er der også meget der tyder på at netop behovet for at høre til, være del af fællesskaber på tværs og at kunne løfte i flok er så udtalt at det bliver mere almindeligt at vi tør gøre noget ved det i det små rundt omkring f.eks. i København.

Netop det har vi ret god erfaring med i Fountain House, og det gør det stadig til et unikt og særligt sted, som det til hver en tid er vigtigt at kæmpe for.

 

Af Nikolaj Callesen, medlem i Grafix.

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s